Ishøj Vandværk vinder arkitekturpris
28-10-2022
Ishøj Vandværk vinder Arkitekturprisen 2022 fordi det båder rummer alle de tekniske funktioner, som er nødvendige i et vandværk og samtidig falder naturligt ind i landsbyens miljø.
Det var en stor dag, da de første dråber Ishøj-vand blev drukket af Ishøj-borgere da Ishøj Vandværk blevet taget i brug i december 2021. Vandværket pumper årligt 800.00 m3 grundvand op.
”Bestyrelsen, administrationen i Ishøj Forsyning og kommunen har brygget på planerne om at opføre Ishøjs eget vandværk siden 2010. Vi er derfor glade for det skulderklap og den anerkendelse, som arkitekturprisen giver,” siger Ole Beckmann Skourup, der er formand for bestyrelsen i Ishøj Forsyning.
Det er arkitekt Jens Erik Rasmussen fra Ginneruparkitekter enig i: ”Vi er stolte af Ishøj Vandværk, som i sin enkle og funktionelle udformning tager hensyn til den omkringliggende natur med en facade af håndlavede skærmtegl i jordfarver. Med sin placering på hjørnet af Pilemøllevej, omkranset af de oprindelige store træer, synes vi virkelig, vandværket komplementerer lokalområdet.”
En sti hen over grunden leder forbi vandværket, hvor man gennem et stort glasparti får et kig ind i vandværkets hjerte med rentvands- og filtertanke. Langs stien er der oplysende skilte, der på underholdende vis fortæller om grundvand og biodiversitet. Stien hen over vandværksgrunden leder til Landsbyskoven og -søen, et klimatilpasningsprojekt, som Ishøj Forsyning også har anlagt i forbindelse med et klimatilpasningsprojekt.

Ishøj Vandværk er opført i samarbejde med Ginneruparkitekter, IBG Erhvervsbyg som hovedentreprenører, Vand og Teknik som totalentreprenør og Niras som rådgivende ingeniører.
”I øvrigt, er det ikke første gang vi har vundet Arkitekturprisen. Vores klimatilpasningsprojekt ved gadekæret i Ishøj Landsby vandt prisen i 2017,” supplerer en glad Ole Beckmann Skourup.
Ishøj Vandværk er klar til fremtiden
Andreas Dencher Stær, der er driftsleder og har sin daglige gang på Ishøj Vandværk, fortæller, at vandværket er mere end god arkitektur. ”Vandværket er gjort klar til fremtiden med den nyeste teknologi, lave driftsomkostninger og med mulighed for at levere det blødere vand, der indeholder mindre kalk. Værket er indrettet, så der kan laves rundvisninger og undervisning for skoleklasser samt interesserede borgere.”

Fakta: Hvert år præmierer Ishøj Kommune en bygning, et byrum eller landskabsprojekt, der udmærker sig ved at have en høj arkitektonisk kvalitet. Formålet er at fremme den gode arkitektur og skabe interesse og forståelse for, hvad arkitektonisk kvalitet er i Ishøj Kommune, også som en inspiration til kommende bygherrer. Prisen skal også vise, at Ishøj Kommune prioriterer kvalitet i de fysiske omgivelser.