Prisen på dit drikkevand stiger fra 2019
14-12-2018
Et forholdsvis nyt ledningsnet og en effektiv drift har desværre ikke været nok til at forsvare og bibeholde vores mange år med lave vandpriser. Der er prisstigninger på vej i 2019. Bygningen af et nyt vandværk er vores fremtidige værn og vej tilbage til billigere vand.
– Det er ikke med vores gode vilje, at vi kan se frem til, at det bliver dyrere at slukke tørsten i et glas postevand, siger Ebbe Rosenberg, der er bestyrelsesformand i Ishøj Forsyning. – Vi synes, at det er virkelig ærgerligt, at vores effektive drift ikke afspejler sig i vores vandpriser.
Det er en lang række af eksterne faktorer, som udmønter sig samtidigt, der gør, at vi er nødt til at hæve prisen. Vi er fx blevet underlagt at betale en ekstra skat, der har været prisstigninger fra HOFOR for levering af vores vand og fra Biofos til rensning af vores vand. Derudover er vores udgifter til klimasikring steget.
Vi har haft nogle gode år med meget lave vandpriser
Vores gennemsnitlige pris på vand har siden 2010 været 57 kr. pr. m3. I 2018 var der et fald i prisen til 54,58 kr. pr. m3. I 2019 bliver prisen 59,25 kr. pr. m3.
Udsigt til vi igen får lavere priser
– Vi arbejder allerede nu på flere tiltag, der skal sikre, at vi igen får lavere vandpriser inden år 2025, siger Ebbe Rosenberg. – I en sådan situation bliver vi ekstra glade for investeringen i vores nye vandværk. Det giver os lavere vandpriser og en mulighed for at gøre brug af vores lokale ressourcer med Ishøj-vand til Ishøj-borgere. Derudover giver værket os også mulighed for i fremtiden at tilbyde det bløde, kalkfrie vand til alle borgere i Ishøj.
Endelig arbejder tiden også for os på den måde, at vi snart har betalt for de klimainvesteringer, vi har haft med sikring af store beboelsesområder mod oversvømmelse.
Af figuren fremgår den gennemsnitlig pris på dit vandforbrug om året fra år 2019.
Læs mere om det nye vandværk her og se vores klimasikringsprojekt i Strandområdet her. Få gode tips til at spare på vandet her.
Her kan du se priser i udvalgte kommuner pr m3 i DKK:
Rødovre | 42,56 |
Frederiksberg | 42,73 |
HTK | 43,29 |
NOVAFOS GLX | 47,69 |
HOFOR | 48,26 |
NOVAFOS GENTOFTE | 49,85 |
Hvidovre | 51,19 |
Ishøj 2018 | 54,58 |
Glostrup | 56,16 |
Greve | 56,6 |
Tårnby | 58,6 |
Ishøj 2019 | 59,25 |
Brøndby | 63,04 |
Albertslund | 64,03 |
Roskilde | 65,85 |
Furesø | 67,02 |
Egedal | 68,15 |
Vallensbæk | 68,4 |
Stenløse | 70,9 |
Dragør | 71,05 |
Jyllinge | 72,36 |
Holbæk | 75,68 |
Ærø | 75,68 |
Køge | 77,18 |
Lejre | 85,87 |
Lolland | 115,69 |
Gennemsnit | 68,819 |