
Den 16. september 2021 blev Ishøj Vandværk indviet. Det ligger på hjørnet mellem Pilemøllevej og Ishøj Bygade. Vandværket ligger ideelt i forhold til grundvandet ved Tranegilde Mark, der nu udnyttes til drikkevand.
Vandværket pumper ca. 800.000 m3 grundvand op om året til Ishøjs borgere. Det er vand i så fin kvalitet, at det kun kræver iltning og filtrering, inden det kan drikkes.
Vandværket er tænkt enkelt og funktionelt. Værket har flotte, håndlavede tegl på facaden, og ligger omkranset af grundens originale store træer. En offentlig sti hen over grunden fører til den nye Landsbyskov. Fra stien kan man kigge ind i vandværket gennem de store facadevinduer.
Vi er klar til fremtiden
Vandværket er klargjort til fremtiden med den nyeste teknologi, lave driftsomkostninger og med mulighed for at levere blødere vand, der indeholder mindre kalk. Værket er indrettet, så vi kan lave rundvisninger og undervisning for skoleklasser samt interesserede borgere.
Generelt forventer vi, at vandpriserne i vores område stiger i de kommende år. Ved at bygge vores eget vandværk og hente vand op fra egne kilder får vi en besparelse i forhold til, hvis vi fortsætter med at købe al vores vand fra andre kommuner.
Grundvandsboringer
Der er etableret seks grundvandsboringer nord og syd for vandværket. Nogle af boringerne er placeret i Landsbyskoven, hvilket giver en god beskyttelse mod forurening.
For at kunne transportere grundvandet ind til vandværket har vi i 2020 og 2021 gravet nye vandledninger ned flere steder i kommunen. I nord bliver det fra Toftevænget, under Ishøj Stationsvej, forbi Hundeskoven og under Ishøj Bygade frem til vandværket. I syd kommer vi til at grave langs Pilemøllevej fra København-Ringstedbanen og op til vandværket.
TV-Ishøj var på besøg på en guidet rundvisning på vores nye vandværk. Se med her.